Velkommen til Ganløse Vandværk A.m.b.a.’s hjemmeside

Tilmeld dig vores SMS service her og surf gerne rundt på
siderne og se mere om Ganløse Vandværk

Hvis du bemærker et ledningsbrud eller andet som kan medføre vandspild, hører vi meget gerne fra dig! Send gerne en mail til info@ganloesevand.dk 

Husk at du kan til- og afmelde dig vores SMS service lige over blokken til højre på denne side ——->>>
og nederst på denne side!

Husk, at du også kan tilmelde dig beskeder i din e-boks. Her kan du hente vejledning og se, hvordan du giver e-boks samtykke


Ejerskifte – aflæsning

Når en bolig sælges eller skifter ejer, skal vandværket have besked.

Vi skal have en slutaflæsning af vandmåleren (vi kan IKKE fjernaflæse enkelte vandmålere).

Vi skal have oplysning om ny ejer:
Navn, adresse, telefon og gerne e-mail

Vi skal have oplysning om sælgers nye adresse og meget gerne telefon og mail, så vi kan få sendt en slutopgørelse.

Oplysninger skal sendes til info@ganloesevand.dk




16/04-2024

Der er afholdt generalforsamling i Ganløse Vandværk den 21. marts 2024 – Her kan du se referatet:

Referat fra generalforsamling 2024


08/01-2024

Vi har aflæst alle vandmålerne den 1/1-2024 og udsender opgørelser sidst i januar måned med betalingsfrist den 28. februar 2024. Opgørelserne udsendes via Betalingsservice.

Som noget nyt, kan du se den seneste aflæsning og eventuelle alarmer fra din vandmåler her du skal bruge dit forbrugernummer og adgangskode, som du let kan finde på den seneste faktura/årsopgørelse fra vandværket.


08/01-2024

Har du husket at lukke for vandet i udendørs vandhaner, udhuse m.m.?
Vi forventer desværre en del frostskader på vandrør i udhuse, udvendige gårdhaver, rør på loft og ubenyttede lokaler. Der kan komme problemer når tøvejret melder sig og vi anbefaler derfor at du allerede nu tjekker op på alle dine vandinstallationer, så du undgår vandspild og en ekstra stor vandregning. Se Danske Vandværkers gode råd her: Sådan undgår du frostskader på dine vandrør – Danske Vandværker (danskevv.dk)
Opdateret 17/02-2024: Det kan godt betale sig at tjekke for frostskader og sprængte vandledninger…. Den største målte vandskade i år er indtil nu opstået hos en andelshaver, hvor der ikke var blevet lukket for vandet til et drivhus – der var løbet over 100 m3 vand ud, hvilket inkl. vandafledningsafgift kommer til at koste mere end 8.000 kr. for andelshaveren….

15/01-2024

Takstblad for 2024 er godkendt hos Egedal Kommune.

Taksten for vandforbrug er uændret i 2024 med 20,00 kr. pr. m3

Du kan se takstbladet her: takstblad 2024 for Ganløse vandværk


21/11-2023

Vi får mange henvendelser omkring stophaner…. 

Vi skal gøre opmærksom på, at det er den enkelte andelshavers ansvar at kende placeringen af stophanen. Vi hjælper naturligvis meget gerne med at finde stophaner, men står stophanen på privat grund, skal der betales for det arbejde der er forbundet med at finde den. I de fleste tilfælde kan vi selv hjælpe, men i andre tilfælde skal vi også have sagkyndig bistand til til at lokalisere stophaner – betaling for dette stykke arbejde er også noget den enkelte andelshaver selv skal klare. Taksten, når vi skal hjælpe med at finde stophanen, er 500,00 kr. inkl. moms – og skal der ekstern bistand til, sker søgningen efter regning.


18/10-2023 – opdateret 08/01-2024

Ved vores årlige aflæsning af vandmålere fandt vi flere end 20 målere med alarm. Alarmen betyder at der har løbet vand uafbrudt gennem vandmåleren i mere end 24 timer det seneste døgn. Det kan være en dyr fornøjelse at lade vandet løbe… den største læk viste at der er løbet 60 liter i minuttet (38 liter som minimum), hvilket i runde tal svarer til ca. 90,- kr. i døgnet inkl. vandafledningsafgift… Vi har sendt SMS og besked i eboks til alle de berørte – MEN det kan godt betale sig at tjekke sin vandinstallation med jævne mellemrum, så det ikke er vandværket, der skal opdage fejlene..


01/10-2022

Forsyning af vand er ikke undtaget for planlagte strømafbrydelser

Information til forbrugerne om konsekvenser for forsyningen af vand ved planlagte strømafbrydelser

Vi går en vinter i møde, hvor vi risikerer at stå uden strøm i et par timer. De såkaldte rullende ”brown-outs”. Som det ser ud lige nu, så bliver forsyning af vand påvirket af disse planlagte strømafbrydelser, idet vandforsyningerne ikke er undtaget fra nedlukning af el.

Hvis du oplever, at der ikke er vand i hanen og at strømmen er afbrudt, er det vigtigt, at du ikke ringer unødigt til os.

Bliver der lukket for strømmen til vores boringer, vandværker og pumpestationer, går vi som Vandforsyning i nødberedskab og har travlt med at sikre, at vandforsyningen igen kommer op at køre hurtigst muligt.

I tilfælde af nedlukningen af elforsyningen vil vi igangsætte vores nødforanstaltninger for om muligt at lade det ene af vores 2 vandværker klare hele forsyningen. Dette skulle gerne sikre mindst mulig forstyrrelse af vandforsyningen, men der kan forventes et reduceret tryk og i nogle områder, vil forbrugerne stå helt uden vand.

Når strømmen kommer tilbage, kan du opleve brunt vand fra vandhanerne. Det er ikke farligt og skyldes, at okker har løsnet sig i vandledningerne, fordi der har været lukket for vandet i en periode. Lad vandhanen løbe til vandet igen klart.


04/08-2022

Vi er stolte over vores vandværk og kan kun anbefale læse tilstandsrapporterne om tilstanden på værkerne. Du finder tilstandsrapporterne her


03/10-2022

Vi finder til stadighed vandmålere med alarmer… En lækagealarm betyder at vandet har løbet konstant indenfor 24 timer og kan indikere at der er en utæthed i installationen eller at der er noget vand der løber, f.eks. fra et toilet. Vi anbefaler at der holdes øje med forbruget og vi har sendt varsel til alle, der har haft en alarm på vandmåleren. Husk at du selv kan tjekke din vandmåler – du finder manualen her


29/8-2022

Vi har IKKE PFAS i vandet! Derimod har vi fint rent drikkevand fra begge vandværker, hvilket vi er både glade for og stolte over. Du kan altid se resultaterne af vandanalyser på vores hjemmeside. På denne side kan du se den store årlige drikkevandskontrol for begge værker – og ønsker du at vide noget om vandkvaliteten på andre vandværker, ligger der altid aktuelle vandanalyser i den nationale boringsdatabase, hvor du kan søge på både geografi og på det enkelte vandværk.


07/05-2022

Søndre – selve grunden bliver “vild natur” med en kant i græsset, som klippes hele vejen rundt langs hegnet

Mange vil nok bemærke at vores grunde får lov at få noget længere græs og også vilde blomster. Det er helt efter planen og vi arbejder på at skabe lidt mere “vild natur” til glæde for insekter og mere biodiversitet. Græsset bliver slået i fornødent omfang, men kommer ikke til at ligne “gode gammeldags” kortklippede græsplæner.

Vi behøver vel heller ikke at fortælle, at der under ingen omstændigheder benyttes pesticider eller anden kemi på vores grunde…. Det gør du vel heller ikke i hverken din have eller i din indkørsel – lidt fysisk arbejde klarer fint de planter, som ikke skal være der.

Vi glæder os til at se resultaterne på alle vores grunde og håber også du som andelshaver følger med og ser udviklingen. I første omgang har vi bearbejdet grundende i Ganløseparken og ved Jagtgårdsvej.


06/07-2021

Jordledninger i jern og jernrør generelt

Vi oplever stadig oftere, at gamle jernledninger tærer og bliver utætte.

Hver gang vi alligevel er i jorden og finder gamle jernrør, skifter vi derfor til PEL rør (som er lavet i plastik).

Når vi i forbindelse med andet arbejde konstaterer, at jordledningen (den ledning som går på privat grund) til en forbruger er af jern, SKAL den skiftes snarest muligt. Vi kan vælge at etablere en målerbrønd for andelshavers regning, hvis ikke jernledningen bliver skiftet – det er vores og alle de andre andelshaveres sikkerhed for, at alt vandforbruget bliver målt og afregnet.

Vi gør opmærksom på, at alt arbejde på privat grund skal betales af den enkelte andelshaver, mens vandværket har ansvaret for forsyningsledningerne til skel.


Ser du noget, som kan tyde på ledningsbrud, hører vi gerne fra dig.

Vi vil stadig meget gerne have besked, hvis du oplever noget unormalt på ledningsnettet som f.eks. vand der siver op af jorden. Skriv til os på info@ganloesevand.dk

Husk at du selv kan tjekke om din installation er tæt. Se vejledningen til vandmåleren her: https://ganloesevand.dk/wp-content/uploads/2015/06/Betjeningsvejledning_Diehl_Hydrus_-_kort2.pdf
koden A5 er alarm for lækage.


Her kan du se Stort og småt nyt fra Ganløse Vandværk – artikel publiceret 8/4-2020

17/7-2020 Ganløse Livestreaming har lavet en lille udsendelse om Ganløse Vandværk, som er blevet lagt på Facebook og du kan se hele udsendelsen her


6/12-2019:

DR.dk har i dag en større historie med overskriften: Sprøjtegift i drikkevandet…

Vi kan nu være ganske rolige i Ganløse – vi har fint rent drikkevand fra alle vores 4 boringer og fra begge vores vandværker 🙂

Læs gerne artiklen fra DR her – men husk at du skal ikke blive urolig over forholdende i Ganløse – her er alt under fuld kontrol!

Hvis du selv går ind på GEUS kan du få alle aktuelle data om både vores og alle andre vandværker i Danmark

Her kommer du ind på kortet


Opdateret 9/5-2019:

Ganløse Vandværk leverer fint rent drikkevand!

Som følge af de pesticider, som er fundet andre steder, har vi iværksat en ekstra kontrol at alle vores boringer for at være på den helt sikre side, men intet tyder på at vi skulle være ramt af forurening.

Pesticidrester over grænseværdien i Ledøjes drikkevand

En ny analyse af vand fra Ledøje Vandværk har påvist pesticidet chlorthalonilamidsulfonsyre, der er over grænseværdien for drikkevand i to ud af tre af vandværkets boringer.

Egedal Kommune har indhentet vurdering fra Styrelsen for Patientsikkerhed på baggrund af fundet af pesticidrester. Og Styrelsen fraråder borgerne at drikke vandet fra Ledøje Vandværk.

I Ganløse skal vi have taget de lovpligtige, periodiske analyser af vandet i vores boringer på onsdag den 1. maj. Vi vender tilbage med resultatet, så snart vi har modtaget det fra analyseinstituttet.

Analyserne viser, at vi ikke har pesticider i vores drikkevand i Ganløse – Se siderne med Vandkvalitet, hvor du også finder alle analyseresultater

http://www.egedalkommune.dk/nyheder/2019/april/drik-ikke-vandet-fra-ledoeje-vandvaerk


20/5-2018:

GPDR – Persondatafordningen (The General Data Protection Regulation) har også indflydelse på Ganløse Vandværk A.m.b.a. og vi opfylder kravene til denne.

Som følge af GPDR kan vi ikke tilbyde at sende oplysninger om forbrug, restancer eller andet til ejendomsmæglere m.m., men kun til den enkelte andelshaver. Vi kan dog sende oplysningerne, hvis der foreligger en skriftlig fuldmagt.
Dette har betydning i bl.a. de tilfælde, hvor en bolig er blevet solgt og der skal udarbejdes en refusionsopgørelse.
Her er det op til den enkelte andelshaver at sikre at dokumentationen for vandforbrug og for at betaling af skyldige afgifter m.m. er betalt bliver overladt til ejendomsmægler/advokat i forbindelse med bl.a. ejerskifte.
Ganløse Vandværk skal stadig have meddelelse om ejerskifte, således at vi altid har registreret de korrekte oplysninger om, hvem der står som andelshaver.

Bemærk venligst, at det er den enkelte andelshaver (ejendom), der hæfter for forbrug og for betaling af vand samt afgifter – er der forfalden gæld til vandværket, følger gælden således den enkelte ejendom.Du kan læse mere om GDPR her


Januar 2018:

 Nu har vi også fået udskiftet hele styringen på Nordre, ligesom vi har fået automatiseret ventilen mellem de to værker.
Den nye ventil mellem de to værker er etableret for at sikre en endnu mere stabil vandforsyning, også i tilfælde af nedbrud eller fejl på det ene af de to værker.
Bluecontrol, der har stået for renoveringen, har fået optaget en lille videofilm fra Nordre, som du kan se her:
 Film om renoveringen af Nordre 2017

Vil du vide mere om vandkvaliteten i vandet fra h.h.v. Nordre og Søndre vandværk, kan du altid finde både de seneste analyseresultater under Vandkvalitet her på siderne. Her kan det bl.a. ses at hårdhedsgraden i vandet fra Søndre er 18 °dH og at vandkvaliteten er helt i top.

Modtag vigtig information fra Ganløse Vandværk på SMS

Tjenesten er gratis. Hvis du har en mobiltelefon registreret på din adresse, vil du automatisk blive tilmeldt tjenesten. Du kan altid afmelde dig igen.

Hvis der er pludselige afbrydelser i vandforsyningen i det område, hvor du bor, vil du modtage en sms-besked om dette på din mobiltelefon. Det gælder også ved påmindelse om aflæsning, planlagte afbrydelser, generalforsamling mm.

Ganløse Vandværks SMS-service tilmelding

Du kan altid afmelde dig igen via det samme link eller ved at sende en sms til 1919 med teksten: Afmeld